Endelig ...

Så har jeg endelig noget på hjerte. Så meget, at det fortjener mere end en statusopdatering på fjæsingen. Det er jo ikke sikkert, jeg kan holde mig inden for grænserne. Og det skal man ikke. Tak til Stiftens Jesper Mads Eriksen for i går at have givet os lidt andet end blot omskrevne nyhedstelegrammer. Han skrev om - for hans vedkommende - årets første julefrokost - den salige tåge, som rammerne én, og det usportslige i at lade sig transportere hjem fra julefrokost i noget taxaoidt. Tak, Jesper (vi kender ikke hinanden... endnu). Det betød, at jeg ved 6-tiden i orkan stred mig vestover, trækkende min cykel, som jeg uden held havde forsøgt at navigere, til Bolbronx. Fra lygtepæl til lygtepæl. Med cykelhjelm. Til fods. Rimelig bevidst om sporten i at komme hjem. Fuck, hvor er der mange lygtepælsdelmål fra Vestergade til hytten i 'Bronx. I did it. PS: Er lige stået op  her klokken 17.30 og har drukket tre glas mælk, ingen hovedpine, og Anne er af sted for at hente Line og Magnus - så om lidt skal vi ha' aftensmad til morgenmad - for mit vedkommende. Tak Line, Magnus og Anne. I går var en en rigtig god dag, og resterne af i dag synes også lyse, selv om det er buldermørkt og stormende udenfor. Bankede Middelfart 3 - 0 som optakt til en julefrokost, tak Middelfart og holdkammerater. En julefrokost, hvor jeg kom noget tættere på en masse mennesker fra klubben - http://www.dhv-odense.dk - tak mennesker og den ny DHV, og hvor Høegh (Daniels far!), tog sig godt af os. Tak Høgh .. og OB (... og no hard feelings, Daniel;-/). Derpå en forrygende tur ind på Blomsten og Bien, elsker det sted, derpå op på Retro, de unge elsker det sted, og tak til Stig, for at lukke mig ind sammen med de andre toptrænede boldatleter. Havde bestemt ikke forventet, at være i byen klokken 0300-0600 hvor DJ MOTO alias Anders spillede. Tak fordi du smilede så hyperhappy og highfivede midt i dit fede sæt, Anders. Geee, jeg kan huske noget. Tak for godt selskab klubkammerater.          

Så nu vælter min Anne, vores frugtsommelige Line og rare kommende fader Magnus ind af døren. Så stopper sætningen med et "tak life", Magnus op af trappen for at se fodbold lige her ved siden af mig, og så hedder det nok en pilsner og lidt rødvin ... her skulle egentlig have været et punktum, men jeg har skrevet, at det var sidste sætning, så jeg bliver bare nødt til at fortælle, at blogbuster Nina får rigtig travlt de næste par måneder og har lukket ned for sin blog, Opvask og Overtræk: tak for de mange fede indlæg Nina, du skriver og tænker som en drøm! Øl, ha! jeg brød min løfte!

Har jeg intet på hjerte ...

Åbenbart ikke. Ambitionen med en blog har vist sig at være noget fesen, ihærdigheden lig nul, og i dette øjeblik er jeg ikke i tvivl om, at jeg kun skriver for mig selv. Af gode grunde ingen læsere. Sagt ganske uden bitterhed, for det var egentlig heller ikke meningen. På en måde er det godt. Til daglig skriver jeg 7,5 time for andre; når jeg har fri, kan jeg skrive for mig selv. Og for den sags skyld til mig selv. Jeg orker det bare ikke. Når jeg så alligevel gør det nu, er det en slags dårlig samvittighed. En slags, af den dybt latterlige slags. Det er udelukkende terapi. Samvittighed over for læsere, som ikke findes; nej. Samvittighed fordi jeg bestyrer et upersonligt medie, som jeg har valgt at stikke snotten i; ja. Latterligt.
Jeg har det som Joey fra Friends og hans syge krammedyr Bygsey. Det er sgu da bare et tøjdyr. Og dog. Min blog ... det er da bare et medie... Virker jeg lidt sur lige nu? Tja, det er nok fordi jeg er det. Gudskelov er æteren ikke fuld, så jeg ta'r da ikke plads op for nogen; den dag, der bli'r kø i cyberspace, viger jeg pladsen for den første, den bedste ... næ, ikke den bedste – bare anyone.
Gider ikke skrive mer' – men nu fik ja da skrevet mine egne ord, sure godt nok. Men mine! For mig.