Åbenbart ikke. Ambitionen med en blog har vist sig at være noget fesen, ihærdigheden lig nul, og i dette øjeblik er jeg ikke i tvivl om, at jeg kun skriver for mig selv. Af gode grunde ingen læsere. Sagt ganske uden bitterhed, for det var egentlig heller ikke meningen. På en måde er det godt. Til daglig skriver jeg 7,5 time for andre; når jeg har fri, kan jeg skrive for mig selv. Og for den sags skyld til mig selv. Jeg orker det bare ikke. Når jeg så alligevel gør det nu, er det en slags dårlig samvittighed. En slags, af den dybt latterlige slags. Det er udelukkende terapi. Samvittighed over for læsere, som ikke findes; nej. Samvittighed fordi jeg bestyrer et upersonligt medie, som jeg har valgt at stikke snotten i; ja. Latterligt.
Jeg har det som Joey fra Friends og hans syge krammedyr Bygsey. Det er sgu da bare et tøjdyr. Og dog. Min blog ... det er da bare et medie... Virker jeg lidt sur lige nu? Tja, det er nok fordi jeg er det. Gudskelov er æteren ikke fuld, så jeg ta'r da ikke plads op for nogen; den dag, der bli'r kø i cyberspace, viger jeg pladsen for den første, den bedste ... næ, ikke den bedste – bare anyone.
Gider ikke skrive mer' – men nu fik ja da skrevet mine egne ord, sure godt nok. Men mine! For mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar