Og sådan her gør jeg - nogle gange - opskriften følger. Det kan også gøres simplere, men derom en anden gang:
Kom i gang …
Sæt bagesten eller bare en plade i ovnen for fuld bjælde … og jeg mener det! Og læs så resten af opskriften.
Tjuhej-dej
Du skal bruge: Ca. 1 dl lunkent vand, 1 spsk. olie, ca. 2,5 - 3 dl. mel, 5 g gær, ½ tsk. sukker, ½ tsk. salt.
Brug gerne proteinrigt mel (mindst 12 g protein pr. 100 g) iblandet ca. en fjerdedel groft mel (hvede/rug/semulje/durum) … men alt kan lade sig gøre. Der er lavet mange pizz af almindeligt tilbudsmel.
Opløs gær, sukker og salt i vandet og rør ca. ½-delen af melet i sammen med olien. Stil den noget flydende dej overdækket og lunt (på komfur, i solen eller i vandbad) til det bobler (20 – 30 min.).
Rør/ælt derpå ”resten” af melet grundigt sammen med det boblende, ”forhævede” til klumpen slipper fingrene, men stadig er dejlig blødt – og sæt det overdækket og lunt igen.
Rul dej ud: Når den er hævet igen, så tag stille klumpen ud på et meldækket bord (gerne med noget af det grove mel) og tryk den forsigtigt nogenlunde flad med fingre og håndflader. Rul færdig med en ølflaske som kagerulle.
Tomatsnask-bask
Når ovnen er tændt og den første portion dej er sat til hævning, så blend en dåse flåede tomater med en spsk. olie, et fed hvidløg, lidt salt og peber og friske eller tørrede urter (eks. basilikum, timian, oregano, rosmarin …). Skær en mellemstor tomat eller 4-6 cherrytomater i små stykker (en lillefingerneglsstørrelse) og put stykkerne i bagefter. Vend rundt med en gaffel. Så er tomatpludderet klar.
Så kører vi …
Når dejen er rullet ud, tager du pladen/bagestenen ud og smider dejen på den. Så bager bunden lidt, mens du monterer resten.
Først tomat; bred forsigtigt ud med en ske.
Så ost. Der er mange muligheder – lige fra de revne mozzarellaer til dem i poser (klem den tørre for væske), hytteost/ricotta, cheddar, gouda, gorgonzola, pecorino, parmesan eller noget andet – eller blandinger. Prøv dig frem. Det går stort set aldrig galt – det bli’r bare godt eller vældig godt.
Mere fyld: Det ku’ være løg i skiver, tomatstykker, kylling, fisk, rester af steg, oksekød, skinke, oliven, salami/spegepølse, champignon (friske eller glas), artiskokker i lage.
Lige et par bemærkninger: Rucola, blancherede asparges og skinke og lignende pivede ting skal først på, når pizzaen kommer ud af ovnen.
Inde i varmen – og ud: Stil pizzaen midt i ovnen (275 – 300 grader), kig ind af ruden til det bobler og den er brun i kanten (som regel 6 – 11 minutter).
På med luffen, ud med pladen – og så skal pizzaen bare over på en tallerken og drysses med lidt salt, peber, tørret oregano og en 3 – 5 blade frisk basilikum. Hæld evt. lidt krydret olivenjomfruolie over også.
Spis og drik … rødvin. Til nøds rose.

Det vil jeg snart lave - for hvis resultatet bliver bare halv så godt, som når du laver det, er det fantastisk! :)
SvarSletUHmm, må da prøve din opskrift!! :-)
SvarSletJeg kan anbefale dig at skaffe en lille udendørs pizzaovn til brændsel, den laver de suverænt bedste pizza!! Den er lidt dyr, men alle pengene værd, du finder den på www.pizzalovers.dk. Du kan læse mere om den hos mig: http://newyorkerbyheart.blogspot.com/2011/04/produkttest-pizzaer-bagt-i-udendrs.html
Mange hilsner
Birthe